Sådan taber vi os

Du er sikkert ikke en af dem, der ligefrem elsker gymnastik og boldspil i skolen. Mange af os har ligefrem hadet det.

Men på Kongensgaard Efterskole er det anderledes. Vi dyrker motion hver dag: Løb, cykling, vandring, svømning, dans, aerobic, styrketræning og boldspil. Vi har ligefrem et fedt motionscenter med masser af nyt udstyr.

Her på skolen er alle i samme båd, og det er nok det, der gør hele forskellen. Vi dyrker ikke motion for at blive den bedste i klassen eller på skolen. Vi gør det for at tabe os. Og det virker.

Maden på skolen er også sund og det hele er med til at vi bliver mindre og mindre efterhånden som skoleåret går. Hvert år taber eleverne på skolen sig næsten 1 ton i alt.

Når du begynder på skolen, bliver du vejet. Herefter bliver du vejet hver tredje uge af vores skolemor. Hun er god at snakke med, og det er altid hyggeligt ved vægten. Også selvom den ikke altid går den rigtige vej.

Noget af det vigtigste er at vi er et sted hvor vi hører til, hvor vi har venner og hvor vi tør tage chancer. Og når vi får succes - og det gør vi ofte, så er der nogen der ser det og påskønner det. Det giver selvværd og det flytter bjerge.